Sociologisk tanke - tidens største problem og hvordan det løses.
21 december 2025
I denne tid ser vi at mennesker i meget høj grad næsten kun er optaget af dem selv. Mennesker bekymrer sig faktisk ikke rigtigt om andre! Hvordan kan det mon være? Årsagen til dette, er jeg overbevist om, ligger i det jeg kalder den postmoderne fordring: Jeg må selv bestemme hvordan jeg vil leve og hvad jeg må mene. Underbygget af kulturrelativisme har dette været det dominerende kategoriske imperativ (:almengyldige leveregel) i mange år. Så længe jeg gør hvad der er bedst for mig dvs. selv bestemmer hvordan jeg vil leve mit liv så gør jeg det rigtige. Tanken stammer fra kulturrelativisme; hvad du må ikke må er forskellig fra kultur til kultur ergo konkludere man at mennesket selv må definere hvad der er rigtigt og forkert. Tanken er grundlæggende forkert. Den er ikke simpelthen ikke sand. Der findes noget der er absolut sandt, samt noget der er rigtigt og forkert at gøre! Dog har dette været den dominerende tanke i mange år alligevel. Hvad jeg mener er at det at man erklærerede vesten for postmoderne, var en undergravelse af selve vesten, også selvom den var ment som en kritik. Men dette er en lidt anden snak, for uanset hvad har dette været det man har levet efter! Som jeg ser det fører denne tanke (den postmoderne fordring) nemlig at man gennemgår nogle faser; den første fase er det jeg kalder for individualisme el. alenehed: mennesket forsøger at fremstå uafhængig men gør det grundlæggende for at høre til dvs. få anerkendelse; altså kan denne fase også kaldes for overfladiskhed el. falskhed. Mennesket kommer da til en ny fase som hedder afmaskeringen, alt sammen initieret af den postmoderne fordring; her opdager mennesket at det har levet i falskhed - det påstod at det ville være uafhængig selvom det i virkeligheden gjorde det for at høre til dvs. være afhængig af andre. Afmaskeringen er altså opdagelsen af at man har levet i overfaldiskhed dvs. været falsk. Denne kan da fører til 2 mulige outcomes. Den ene hedder selvrealisering hvor man enten bliver follower eller influencer altså en tilskuer til hvad der sker; falsk uafhængig, eller en der prøver at finde anerkendelse gennem påvirkning af andre; falsk søgning efter bekræftelse. Altså kort: Den postmoderne fordring fører til at mennesket bliver individualist som før eller senere fører til at mennesket afmaskeres; opdager det har været falsk hvilket da har to mulige outcomes; den ene som er selvrealisering den anden, som da er et andet muligt outcome ved afmaskeringen, udvejen at komme tilbage til en selv; dette inkludere: At erkende ens egen magtesløshed: Man bliver ærlig; bliver oprigtig; erkender sin svaghed som menneske i ikke at være i stand til at skabe egen mening og lykke; kan være sårbar overfor andre. Min ide kan illustreres således:
