Menneskets essens
Tingenes iboende kvaliteter
Når man beskriver noget som det er, dvs. som det i virkeligheden er, beskriver man dets iboende kvaliteter; dvs. hvad noget essentielt set er. Mennesket er essentielt set hellig. Mennesket har nemlig naturligt et ansvar og en fornuft til at kunne handle på det gode og erkende det sande. Således er det i sin natur og er enhver naturligt. Som vi så før bestemte er mennesket ikke umiddelbart hvad det er; det er ikke umiddelbart det som det i virkeligheden er medmindre det sætter syntesen; er det! Mennesket har da et potentiale. Det kan handle på det gode og erkende det sande; det har mulighed for det; være fornuftig og ansvarlig; det som det er ment til dvs. skabt til. Når det således umiddelbart er ansvarlig og fornuftig så er det også sig selv; hvad det er ment til at være; hvad det essentielt set er. På denne måde er et menneske altså hvad det naturligt er når det handler på det gode og erkender det sande gennem at være lydig og enfoldig.
Mennesket er ikke umiddelbart hvad det er
Som vi så før fastslog er mennesket ikke umiddelbart hvad det er uden det viser hvad det i virkeligheden er. Mennesket er ikke umiddelbart sig selv, en syntese. Det skal sætte syntesen før det er det. Altså er mennesket også ånd, et selv og har således en vilje og bevidsthed - så snart det altså sætter syntesen, forholder sig til sig selv - umiddelbart er intet menneske dog sig selv, sin natur dvs. hvad det er skabt til at være. Mennesket kan altså således først siges at være sig selv så længe det viser hvad det i grunden er dvs. har sat syntesen og dermed viser hvad det vil og hvad det er bevidst om i handling og ord. Altså jo i grunden er det men således er mennesket heller ikke sig selv, eller kan ikke siges at være det! Selvet vises i handling og ord, hvad det i grunden er. Intet andet indikerer hvad et menneske er, kan gøre noget til et menneske.